h1

Jeg vil adopteres af Camilla Plum :-)

20. maj 2012

Jeg vil gerne takke Politiken Plus for dagens arrangement:
Krydderurter med Camilla Plum
. Lørdag d. 19. maj på Fuglebjerggaard.

Camilla Plum er en fantastisk kvinde, der meget vidende viste os rundt, i sine haver og drivhuse. Hun fortalte om vækst, arter, såning, frø, pasning, året i haven og vi fik mærket, smagt og lugtet til krydderurterne. Camilla har en dejlig afslappet holdning til alt, dog ikke når nogen træder i hendes bede! Hendes udstråling, glimt i øjet og hendes åbenlyse kærlighed til smag og smagsoplevelser, giver mig lyst til at blive adopteret af hende eller ihverttilfælde deltage i flere af de arrangementer hun holder, hvor hun deler ud af sin viden om haven og tilberedning af mad.
Jeg glæder mig til at følge med i programserien på DR2: Fra muld til guld, og kunne også godt finde på at investere i den nyudkomne bog: Camillas Køkkenhave.

Masser af friske krydderurter og et kæmpe udvalg af frø.

Min mor og jeg ankom en times tid før arrangementet startede, så vi havde tid til at komme rundt på gården, og få kigget på alle de spændende ting i gårdbutikken, bageriet, cafeen og planteskolen.

Klokken tolv startede vi med at få en kop kaffe/te, og begav os så i samlet flok i gåsegang, efter Camilla Plum ud i køkkenhaven.

Hun viste de forskellige sektioner af haven frem, hvor orden og kaos gror side om side som gode venner.

Der blev bl.a. fortalt om tomater med alverdens farver og smag, og om hvordan nutidens tomater i dagligvarebutikkerne for det meste er F1-planter, der er skvatmikler og smager af ingen ting.
Hos Fuglebjerggaard fremelsker de de gamle sorter, der smager af noget. Og hvis man tager frøene fra de planter, er man sikker på at få den samme slags planter ud af det igen næste gang, da de er frøstabile.

Byhaven yderst til venstre, der har fået forskellig modtagelse fra folk.

I haven er der ikke megen bar jord at se, da der flere steder bruges jorddække. Det nedsætter vandforbruget, giver god nærring og forhindrer ukrudt i at se dagens lys. Som et godt råd, fortalte Camilla, at man kunne tage det afklippede græs og bruge som jorddække i sin egen køkkenhave.

Et område i haven er lavet om til “byhave”, for at vise hvordan det også kan gøres. Som potter er der bl.a. brugt bildæk. Ganske opfindsomt og flot mener jeg, men de har også fået bemærkninger fra folk, der mener det ikke passer sig.

Tilbage ved drivhusene og planteskolen, fik vi fortalt om, smagt på og lugtet til bl.a. citronverbena, solbær salvie, indisk basilikum, appelsintagetes med spiselige blomster, en salvie der dufter af filuris, wasabi, laurbær der giver meget mere smag end de tørrede, kinesisk purløg med smag af hvidløg og hørt Camillas uforbeholdne mening om sukkerplanten Stevia.

Den sidste er en appelsintagetes hvor selv blomsterne er spiselige.

Så fik vi vist, hvordan de havde tilberedt nogen af de lækkerier der var på menuen. Her fik Camilla hjælp af Chef de cuisine: Jakob Ørstrup.

Først viste Jakob hvordan man let kan tilberede en god te af bl.a. kardemommeblade, citronverbena, frisk ingefær, citronskal, masser af sukker og ikke mindst en omgang meget stærk chili. Den sammenblendede blanding tørrer så i en ventileret vindueskarm med sol et par dage og er klar til at blive serveret som te.
Resultatet smagte vi på, og undertegnede der ellers ikke er til alt for stærke ting, var positivt overrasket. Det sved lidt bagerst i ganen og på siden af tungen, men det var absolut til at holde ud – og som Jakob og Camilla sagde, kunne man godt blive lidt høj og fjollet af chili.

Så gik Camilla i gang med, at lave en salat af spidskål og viste derefter, hvor let det er at lave en urtemayonaise til f.eks. grønne asparges. Man skal blot huske at æggeblommer og olie skal have samme temperatur. Der blev i denne udgave brugt: Æggeblommer, saltede kapers, ansjoser, sennep, olie, citronskal, æbleeddike og salt.

En fantastisk buffet med masser af smagsoplevelser.

En rissalat blev fremtryllet med masser af dild, koriander, mynte, langsomstegte løg med valnødder og spidskommen, citronsaft, salt og toppet med ristede valnødder.

Så kom turen til en omgang løvstikkepesto, hvor der også kom kørvel, koriander, basilikum, nødder (ikke peanuts) men evt. friske ristede valnødder eller hasselnødder i. Æbleeddike, saltede kapers, olivenolie, salt og hvis blandingen bliver for bitter kan lidt sukker afhjælpe det. Det kan fryses ned så man har til senere brug. Vi fik det serveret sammen med nye kartofler.

Og til sidst blev der lavet kørvelcreme til den røgede laks.

Alle herlighederne blev opstillet på et par borde, og vi fik lov at gå til fadene og smage på det hele. Der var også lavet en dejlig rilette og til sidst fik vi en dessert med rabarber og knasende rugbrødsdrys.

Da vi havde fået fyldt vores maver med den dejlig mad, gik vores tur lige forbi planteskolen igen. Så vi kom hjem hver især med: Fire forskellige tomatplanter, en chiliplante, en artiskok, spiralhvidløg, wasabi og frø af artiskokker og appelsintagetes.

En dejlig dag der giver inspiration og mod, til at kaste sig ud i nye eksperimenter i haven og i køkkenet!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: