Archive for the ‘Kage’ Category

h1

MadbloggerUdfordringen #8… Vi vandt farven: BRUN!

19. maj 2015

I midten af april valgte jeg at takke ja, til MadbloggerUdfordringen #8, der i forårets tegn drejede sig om FARVER.

Udfordringen gik i al sin enkelhed ud på, at de tilmeldte madblogs fik tildelt én af farverne: Grøn, brun, rød, hvid eller metallic (glitter/glimmer/funklende) og skulle så lave mad/drikke med dén farve som omdrejningspunkt.

Jeg fik så farven: BRUN… Hmmm… Den sidste måneds tid, har jeg så indtænkt brun i alle retter og mad jeg har været i nærheden af… Her er en palette af nogen af de mulige kreationer med farven brun.

brun madbloggerudfordring

Men vinderen blev en lys brun, sød og sprød marengs med årstidsaktuelle rabarber.

Fra haven blev der plukket ca. 5 af de lange stænger rabarber. Disse blev skyllet grundigt og skåret i mindre stykker. Puttet i en gryde, drysset over med et par skefulde sukker, lidt vand og korn fra en vanillestang. Så blev der fyret op under gryden, til det kogte. Skruet ned og det fik lov til at stå og boble svagt med låg på, til rabarberne var møre og kunne røres til en kompot.

Imens blev der pisket 5 æggehvider med 3 dl. sukker en lille sjat eddike til det blev helt helt stift med en håndmixer. Skummet blev fordelt ligeligt på en bageplade belagt med bagepapir. En håndfuld groft hakkede valnødder (andre slags nødder kan også bruges) blev drysset ud over, før pladen blev sat i en 180 gr. varm ovn og bagt i ca. 40 min. til marengsen var sprød og havde fået et pæn lysebrun farve.

Bagepapiret blev løsnet fra marengsen, og den fik lov at køle af mens der blev pisket flødeskum af ca. 2 dl fløde.

Første gang jeg lavede denne kage, delte jeg marengspladen i 4 dele og lagde dem lagvis med rabarberkompot og flødeskum mellem. Denne gang brugte jeg en udstiksform (et glas kan også bruges) og lavede en portionsanretning med 3 lag marengs, et lag rabarberkompot og et lag hvor flødeskummet var blandet med rabarberkompot.

Før servering blev det flotte tårn pyntet med skovsyre.

Volia 🙂

marangs rabarber dessert.

h1

Klatkager… En lækker sidegevinst

8. december 2013

klatkager

Istedet for at smide resten af risengrøden ud, så lav den til lækre sprøde klatkager. De kan spises som dessert eller næste dag til morgenmad. Eller komme med i madpakken.

Hvis man har tålmodighed, og lidt god snilde, kan klatkagerne steges i smurte kageforme på panden. Og så kan “toppingen” varieres efter behag. Istedet for blot at komme syltetøj eller flormelis på, kan fint-revet skal fra en godt skyllet øko-appelsin, højne smagen!

Opskriften på klatkager findes HER

h1

Familietradition med søde indslag

22. november 2013

I min fars familie prøver vi at samles mindst én gang om året, alle sammen. De sidste år, har vi gjort det, ved at skyde julen igang, liiiiige før detailhandelen og alle andre går amok i forbrugerfest, julefrokoster og gaveregn.

Dem der står for arrangementet, sørger for bunker af æbleskiver og varm drik, og alle bidrager så til stemningen med julebag, konfekt eller pynt.

I år blev det afholdt i nr. 14, og der havde været lagt op til julelækkerier længe! Vi havde nemlig i år, kastet os ud i Meyers honninghjerter. Dejen skal ligge mindst en måned på køl, og så skal hjerterne bages 3-4 dage før de kan dekoreres med chokolade og glansbillede, og selvfølgelig spises! Det blev også igen i år, til en omgang konfekt med Baileys. Og da huset er glad for smagen af kaffe, blev det også til konfekt med mokka og masala efter en opskrift fra Kvickly. Og for at sikre det totale sukkerchok, lavede vi de hvinende søde pebermynteknapper.

Konfekt

De medbragte godter var bl.a. karamel (der var lidt svær at få ud af papiret, men smagte rigtig godt!), finskbrød, klejner, skakternede kager, småkager med masser af mandler og nødder, jødekager og honningkage med smørcreme. I den sunde ende var der figner, klementiner og lakridsrod. For at få varme i kinderne, var der masser af glögg og varm hyldebærsaft.

smaakager, jul

En hyggelig dag, hvor alle i familien bidrog til julehyggen! Den yngste var med til at pynte konfekten! Og familiens ældste, kom med en flot juledekoration! Og så var der mulighed for at opsummere, hvordan det nu er, at de der stjerner bliver flettet!

juledekoration og konfekt

 

h1

MAD udfordring #8

27. april 2013

Da en ny dato med MAD udfordring nærmer sig, er det vist på tide, at få beskrevet den udfordring (#8) der i efteråret blev udvidet med: Vi udfordrer, I kommer i vores køkken og udfører den! Og denne gang var det så i sommerhus i Tisvilde!

De tre billeder der var udfordringen, blev tjekket grundigt ud!

De tre billeder der var udfordringen, blev tjekket grundigt ud!

Hele paletten blev brugt, da vi skulle oversætte de tre billeder til mad!

Den lille dreng der så levende står og “vander” påskeliljerne, førte straks vores tanker til Belgien og det berømte springvand: Manneken-pis. Derfor startede vi ud med, kort efter ankomst, at bage et bjerg af belgiske vafler og servere dem med syltetøj og friske brombær fra haven.

Det dansende par, blev tolket som nogen der var midt i en intens og hed latino-dans. Derfor blev aftenens middag sat sammen af følgende:

En lille skarp, iskold Gazpacho appetizer med bl.a. vanille og tabasco. Hovedret bestående af en super super mør grillet bøf. Det skulle ha været en bøf fra Argentina, men vi fik fingrene/tænderne i et godt tilbud på en dansk kalve mørbrad. Vi havde ladet den ligge natten over og hygge sig i en marinade af bl.a. kaffe, sesamfrø og hvidløg. Som tilbehør var der en dampende varm omgang majroegratin, bagte kartofler og kryddersmør. Opskrift på marinade kan du finde HER fra Politiken og majroegratin fandt vi HER hos Skagenfood. Der blev drukket belgiske øl til: Leffe Brune, Leffe Blonde og St Feuillien.

Det sidste foto af hytten, blev genfundet på originalsiden, der omhandlede Kroksjöbo i småland. Desserten blev derfor en ostkaka fra Skåne, serveret direkte fra ovnen med tyttebær syltetøj og flødeskum til.

Udfordring_08

h1

Festlig fødselsdag med spiselig bordpynt

16. november 2012

Husets mindste fyldte 1 år, og skulle fejre det med hele familien. Da der ikke var plads til alle hjemme, lejede vi de nyistandsatte festlokaler på Cafe Couloir  ved Amger Strand og lod dem servere en dejlig brunch.

Den spiselige bordpynt var i høj kurs!

Som lidt ekstra pynt til bordene – havde jeg bagt Kryddersmåkager og pyntet dem med glasur, sammen med storebror.
De var populære hos alle og blev spist mens velkomstdrikken blev nydt.

En god brunch med flere slags ost, brød, pølse, æg, spegepølse, laks, frugt, croissanter, hjemmelavet nutella, yoghurt m.m.

Da maverne var fyldt med brunch, var der nogen der gik en gåtur ved Amager Strand, andre spillede brædtspil og Audrey pakkede gaver ud.

Da alle var tilbage, blev der serveret kage. Den havde jeg selv lavet og selve kagen var en dobbelt portion af Mette Blomsterbergs Hindbærlagkage. Pynten havde jeg i længere tid haft planer om, skulle være enkel lyserød fondant, med quiltet mønster og så hvide sukkerknapper i “samlingerne”.

Jeg var en tur forbi Specialkøbmanden i Rødovre, hvor man kan købe ALT til kagefremstilling og pyntning! Her købte jeg sukkerknapper, hvid fondant og rød farve til at indfarve den med. Det blev også til en udstikker, så jeg kunne lave en bort lidt op af siden på kagen. Selve det quiltede mønster formede jeg en udstikker form til, som herren i huset svejsede sammen.

Enkel og stilet kage.

Mine bekymringer mens jeg tilberedte den, var om jeg undervejs kunne holde den afkølet godt nok og hvordan vi skulle transportere den. Men formen jeg byggede den op i, passede perfekt i fryseren. Og det blev en dørkplade med en dækserviet over, der udgjorde det som kagefad.

Selve pynten med Converse sko er simpel at lave. Jeg brugte denne fremgangsmåde, men prøv at google: Converse og Fondant og du vil finde masser af guides og endda video. Og det var til at lave – selvom jeg ikke har investeret i alle mulige slags specielle værktøjer.

h1

Fedtebrød… Som Søren Ryge og vi andre kan li dem

13. april 2012

Sprøde, lune og lige til at spise!

Ved et sommerhusbesøg hos min søster og hendes børn, blev der mens vi var der, bagt de lækreste småkager. Det tog alt i alt ca. et kvarter, og min nevø på 4 1/2 var med i køkkenet og hjælpe til.

Det var fedtebrød og de var rigtig gode! Opskriften kunne jeg finde på nettet ved at søge på fedtebrød og Søren Ryge.

Det gjorde jeg så, og fandt den HER. Sammen med Søren Ryges herlige baggrundshistorie for, hvorfor han mener at kokosmel, hjortetaksalt og flormelis altid skal findes i køkkenskabet. (Smør, mel og sukker er jo en selvfølge).

Og at alle kan bage dem – også mænd der aldrig har bagt før, hvis man vil gøre et uforglemmeligt indtryk på sin mor eller svigermor 🙂

h1

Det smager lidt af Paris

25. marts 2012

Forår i Paris. Gåtur langs Seinen. Finde en lille hyggelig restaurant og gå på opdagelse i deres spændende menukort! Uuuhhm!

For at fuldende drømmen om Paris, gjorde vi det første forsøg med at bage de franske marcarons. Sprøde, søde og med lige den smagsvariant af creme man bedst kan li’. Vi bagte efter en opskrift fra Hjemmet. Og cremen blev til af: Fløde, hvid chokolade, smør, gul- og hummerfarve og tilsidst revet appelsinskal.

%d bloggers like this: