Posts Tagged ‘Kage’

h1

Festlig fødselsdag med spiselig bordpynt

16. november 2012

Husets mindste fyldte 1 år, og skulle fejre det med hele familien. Da der ikke var plads til alle hjemme, lejede vi de nyistandsatte festlokaler på Cafe Couloir  ved Amger Strand og lod dem servere en dejlig brunch.

Den spiselige bordpynt var i høj kurs!

Som lidt ekstra pynt til bordene – havde jeg bagt Kryddersmåkager og pyntet dem med glasur, sammen med storebror.
De var populære hos alle og blev spist mens velkomstdrikken blev nydt.

En god brunch med flere slags ost, brød, pølse, æg, spegepølse, laks, frugt, croissanter, hjemmelavet nutella, yoghurt m.m.

Da maverne var fyldt med brunch, var der nogen der gik en gåtur ved Amager Strand, andre spillede brædtspil og Audrey pakkede gaver ud.

Da alle var tilbage, blev der serveret kage. Den havde jeg selv lavet og selve kagen var en dobbelt portion af Mette Blomsterbergs Hindbærlagkage. Pynten havde jeg i længere tid haft planer om, skulle være enkel lyserød fondant, med quiltet mønster og så hvide sukkerknapper i “samlingerne”.

Jeg var en tur forbi Specialkøbmanden i Rødovre, hvor man kan købe ALT til kagefremstilling og pyntning! Her købte jeg sukkerknapper, hvid fondant og rød farve til at indfarve den med. Det blev også til en udstikker, så jeg kunne lave en bort lidt op af siden på kagen. Selve det quiltede mønster formede jeg en udstikker form til, som herren i huset svejsede sammen.

Enkel og stilet kage.

Mine bekymringer mens jeg tilberedte den, var om jeg undervejs kunne holde den afkølet godt nok og hvordan vi skulle transportere den. Men formen jeg byggede den op i, passede perfekt i fryseren. Og det blev en dørkplade med en dækserviet over, der udgjorde det som kagefad.

Selve pynten med Converse sko er simpel at lave. Jeg brugte denne fremgangsmåde, men prøv at google: Converse og Fondant og du vil finde masser af guides og endda video. Og det var til at lave – selvom jeg ikke har investeret i alle mulige slags specielle værktøjer.

h1

Nybagt kage til kaffen på et kvarter

5. marts 2012

En simpel let kage, hvis du får gæster inden for en halv time.

Tænd ovnen på 180 gr. varmtluft.
Pisk 2 æg skummende sammen med 80 g sukker.
Vend 70 g hvedemel, 20 g kokosmel og 1 tsk. bagepulver i dejen.
Tilsæt 1 spsk. vand og vend dejen forsigtigt igen.
Fold et stykke bagepapir så den danner formen for rouladen, ca. 25 x 35 cm.
Fordel dejen på bagepapiret. Bag den i 8-10 min.
Vendes med det samme ud på et sukkerdrysset stykke bagepapir.
Smør et lag hindbærmarmelade på hele fladen og rul rouladen sammen på den brede led.
Skæres herefter i skiver klar til kaffebordet.

Kan rulles ind i bagepapiret og gemmes i køleskabet til næste dag hvis der skulle være noget til overs.

h1

På hat med Blomsterberg

12. december 2011

Nemme at bage!

Nemme at bage!

Der findes utallige opskrifter på kager hvor der indgår marcipan, og nu var det på tide at bage noget der ikke var såååå juleagtigt. Opskriften blev fundet på DRs side fra TV-udsendelsen Det søde liv, hvor Mette Blomsterberg tryller de mest fantastiske kager og desserter frem. Denne er som mange andre af hendes opskrifter, nem og ligetil – og de færdige napoleonskager smager fantastisk! Du kan finde den HER.

h1

Kage med saft og smag af appelsiner

18. juni 2010

Duften af appelsiner og nybagt kage... Uhmmmm!!

En velsmagende og duftende appelsinkage, der kun bliver bedre af at stå et døgns tid i køleskab! Opskriften stammer fra Fru Olsen, som min mor gik til gymnastik med, engang tilbage i 70’erne.

200 g mel, smør og sukker røres sammen med 2 æg og 2 tsk bagepulver. Så skal der saft og skal fra 1 appelsin (selvfølgelig økologisk og grundigt skyllet!) og til sidst 6 spsk. kogende vand. Alt dette røres sammen og hældes i en springform. Bages ca. 3/4 time ved 180-200°.

Kan pyntes med glasur, lavet af flormelis rørt op med saft fra en appelsin.
Før glasuren stivner – drysses med reven appelsinskal.

h1

Mors mazarinkage med kartofler

26. marts 2010

Mazarinkage med kandiserede violer

I denne mazarinkage bruges der ikke marcipan – men derimod kartofler. Den menes at stamme fra tiden hvor ikke alle havde mulighed for at skaffe marcipan til bagningen.

90 g smør og 150 g sukker røres sammen. Derefter tilsættes 2 æg og 200 g mosede usaltede kartofler. Sigt og vend 50 g mel og 2 tsk. bagepulver i dejen. Til sidst tilsættes mandelessen – dette gøres efter egen smag – da de forskellige essenser svinger i styrke.

Kagen kan bages i springform eller fordeles i små forme, med min. 2 cm i hver. Den hæver næsten ikke.
Bages i midten af ovnen ved 200 gr. i ca. 30 min.

Når kagen/erne er afkølede pyntes de med chokoladeglasur og kandiserede violer.