Posts Tagged ‘chokolade’

h1

Frisk dessert… eller snack til kaffen

20. marts 2012

2 personer

En appelsin skrælles og skæres i tern. Et æble skylles godt og skæres i tern. 8 makroner knuses groft og blandes med frugten.

4 spsk. græsk yoghurt blandes med kornene fra en vanillestang og 2 spsk sukker. Hak evt. en god dusk pebermynteblade og bland i også.

Vend yoghurtblandingen i frugterne og bland tilsidst en håndfuld grofthakket mørk god chokolade i.

Serveres i glas. Der kan evt. hældes et par teskefulde espressokaffe eller Amaretto over.

Reklamer
h1

Chokolademousse med honningristede nødder på toppen

11. marts 2012

Ikke alle er glade for mørk chokolade. Så vi lavede også en kun med hvid.

Smagen af kraftig mørk chokolade er fantastisk… Mener vi! Men der er jo også nogen, der ikke er så vilde med den kraftige smag. Så derfor blev lørdagens dessert en kombination. Både hvid- og mørk-chokolademousse.

Til 4 vokse og 2 børn:

Skål 1: Smelt 75 g hvid chokolade i vandbad.
Skål 2: Smelt 75 g mørk chokolade i vandbad.
Skål 3: Pisk 1 bæger pasteuriseret æggehvide (svarer til 3 stk. æggehvider) meget stift sammen med 2 spsk sukker.
Skål 4: Pisk flødeskum af 3 dl fløde og riv skallen fra en godt afvasket øko appelsin og saften fra 1/2 appelsin i.

Når den hvide chokolade  i skål 1 er helt smeltet, vendes to store skefulde af de piskede æggehvider forsigtigt i. Derefter vendes i alt 4 store skefulde flødeskum forsigtigt i, indtil blandingen er jævn.

Når den mørke chokolade i skål 2 er helt smeltet, vendes resten af æggehviderne i og derefter flødeskum til blandingen er jævn. Gem lidt af flødeskummet til pynt på toppen.

Fordel den mørke mousse i 6 flotte glas. Hæld et tyndt lag solbærsyltetøj oven på. (Evt. kun saften fra solbærsyltetøj, eller anden let syrlig bærsaft).

Fordel herefter den hvide mousse i et lag ovenpå.

På toppen kan du pynte med resten af flødeskummet og også lave en let gang krymmel ved at riste hakkede mandler og nødder i honning sammen med en sjat appelsinsaft.

Desserten skal have lov at hvile et køligt sted i et par timer før den bliver serveret.

h1

Nem æbledessert med marsala

9. marts 2012

Der skal ikke så meget til før en rest æblemos kan blive en dejlig frisk dessert.

En ladyfinger eller et par makroner knækkes og lægges i bunden af en skål. Der hældes et par sjatter Marsala eller Cognac over. Der kan også bruges et par skefulde stærk kaffe. Æblemosen blandes med lidt grofthakket mørk chokolade og lægges i skålen. Lad den gerne stå en times tid i køleskabet. Inden servering toppes med en gang flødeskum. Pyntes lidt festligt med cacao eller andet drys.

h1

Sprødt drys til ymeren

26. februar 2012

Det tager ingen tid at riste sin egen müsli til at pifte ymeren eller den græske yoghurt op med.

Smelt 2 tsk honning på en pande og drys 1 dl havregryn og en håndfuld hakkede hasselnødder på, når honningen bruser. Vend massen med en træske et par minutter, til det er gyldent.

Fordel drysset på et stykke bagepapir og lad det afkøle. Så hældes det i en skål sammen med grofthakket god mørk chokolade og rosiner.

Som ekstra topping kan bruges smeltet honning og solbærsyltetøj.

h1

Chokoladefondue

23. februar 2012

20120223-221644.jpg

En hyggelig dag blev rundet af med kaffe, puslespil og chokoladefondue. Jordbær og ananas skåret i mundrette bidder og kokosmel til at dyppe i, efter frugten havde rundet skålen med den gode smeltede mørke chokolade.
Kun fantasien sætter grænser for hvilke frugter og bær der kan bruges!

h1

Baileys og marcipan er et godt makkerpar

6. december 2011

Enkelt og nemt konfekt

Ingen jul uden disse lækre og meget populære konfektstykker:

Riv et godt stykke marcipan ned i en frysepose. Hæld en god sjat Baileys i posen og massér det ind i marcipanen. Lad det ligge et døgns tid og trække i køleskabet.

Rul massen til passende kugler, der dyppes i mørk chokolade og evt. pyntes med drys efter eget valg.

Opbevares på køl indtil servering (eller indtil nissen har spist dem alle i køleskabet)

h1

Muffins behøver jo ikke se kedelige ud!

21. oktober 2011

Du bliver nødt til at slikke på fingrene når du har spist en!

Den store bagedag, er en årlig tilbagevendende begivenhed, som flere store danske virksomheder står bag. Som de skriver: For at skabe opmærksomhed omkring bagning og de hyggelig stunder, der opstår når familien mødes for at være sammen om at trylle det dejligste bagværk frem.

Her griber vi enhver chance for at komme i køkkenet – så vi bagte chokolademuffins, efter en af de utallige opskrifter der findes på nettet. Meningen var, at de skulle ha været pyntet som pindsvin… men inspireret af den kommende halloween, endte de som strittende edderkopper istedet!

%d bloggers like this: