Posts Tagged ‘Udfordring’

h1

MAD udfordring #11

20. januar 2014

Udfordringer inden for mad-genren er efterhånden blevet så udbredt, at enhver blogger eller TV-kanal har haft det på programmet.

Her på WAOfood startede vi 4. november 2010, og har fra starten holdt os til disse få enkelte regler:

En uge før den fastsatte dato, modtages tre ledetråde der skal indgå i aftenens menu.

Grunden til at vi startede op med MADudfordringer var, at vi og et andet mad-glad vennepar, ønskede at blive “tvunget” til at prøve noget nyt, tænke utraditionelt, og både mad- og tankemæssigt bevæge os helt ud i de yderste kreative hjørner.

Det er i høj grad lykkedes for os. Vi har været ude i at skulle lave mad ud fra bl.a. farver, lande, musikvideoer, tegninger og guder. Det er blevet til gode velsmagende og fantasifulde retter. Det sjove er at dem der laver udfordringen har nogen tanker om hvilke retter det kan blive til, og hver gang bliver man overrasket i en helt anden retning.

Denne gang var udfordringen alle tre noget der gik på fart eller hjul.

MADudfordring11

Så vi gik i tænkeboks med runde ting og noget med masser af udstyr, og selve billedet med speedometeret, kunne jo omsættes til temperaturviseren på vores Jensen Grill

Den færdige menu kom til at lyde som her:

Velkomstdrinks: Bloddy Mary til de voksne og æblejuice til de små, serveret som blod- og urinprøver i reagensglas, mærket med navn og årstal, fra dengang de store cykelryttere var “glade” amatøre.

Blodprøve og urinprøve drinks

Der var frit valg mellem prøver fra Rolf Sørensen, Bjarne Riis, Alberto Contador og Lance Armstrong. Som supplement var der også nogen TicTac forklædt som piller.

Hovedret: Vi tog en tur forbi Slagter Lund i Torvehallerne, og købte et flot stort svineslag. Stærkt inspireret af både Brdr. Price og Gastromand, blev slaget fyldt med: Friskhakket hvidløg, skalotteløg, frisk timian og salvie. Og efter en god tur i morderen: Fennikelfrø, rosmarin, kværnet peber, olivenolie og godt med salt.

svineslag rotisserie

Slaget blev foldet og snørret godt og kom på rotisserie på Jensen grillen. Stegen rotterede i topfart ved 200 gr. i ca. to en halv time, indtil kernetemperaturen var ca. 75 gr. Mens stegen hvilede, stegte vi polenta som havde stået køligt hele formiddagen og var stukket ud i cirkler. Som topping valgte vi en flødesovs med miniblækhatte, porre og løg. Ved siden af serverede vi en salat med pærer, valnødder, granatæble overstænget med en olie/eddikeblanding.

grillet prochetta

Perfekt grillet saftig Porchetta med sprød skorpe!

 

Dessert: Her var vores største hovedbrud ang. denne udfordring: Fuldt udstyrrede rulleskøjteløbere… Vi satte fokus på “fuldt udstyrede” og lavede en dessert med det hele, udformet som en rulleskøjte.

Pavlova rollerskate

En sprød sød pavlova med flødeskum, clementin- og appelsinstykker, granatæble og fintrevet chokolade. En bremseklods af overtrukket marcipan og vigtigst af alt udstyret: Styrthjelm, i form af en valnødeskal.

Udfordring #11 blev godkendt! Efterfølgende har vi hørt, at vores gæster følte sig ekstra friske dagen efter… Måske var det p.g.a. blodprøverne fra cykel-amatørerne…

h1

MAD udfordring #6

22. maj 2012

Denne MAD udfordring er til dags dato den sværeste vi har modtaget! Vi var samtlige af husets kogebøger igennem og på rigtig mange hjemmesider, for at finde ideer til at løse opgaven.

Men det lykkedes – og det smagte fantastisk!

Udfordringen hed:

1: Leopard

2: Stilet

3: Sportsvogn

Til velkomst havde vi mixet en drink der hedder: Jaguar.
Den krævede flere opringninger til diverse vinhandlere, da den består af 1 del Banan sirup, 3 dele Sprite og 1 del Vodka.
Vi takker Skjold Burne i Amagercenteret for at have banansirup på lager!
(Sportsvognen på udfordringsbilledet er en Jaguar)

Bordet var dækket med sort og hvide racertern, og et par af familiens modelbiler var kommet med som pynt, for at understøtte temaet.
Hovedretten var vildt. (Leoparden er et vild dyr og spiser hjort) Kølle af sikahjort der var langtidsstegt i römertopf, med masser af gulerødder og div. krydderurter. Opskriften fandt vi i bogen: Køkken revolution på høje hæle, af Oscar Umahro Cadogan. Så her ramte vi alle tre udfordringspunkter.

Som tilbehør havde vi lavet pesto, med tre forskellige slags grønt. Som grundelementer i dem alle tre var, ristede pinjekerner, parmesan og olivenolie. Den ene var lavet som normalt med basilikum og hvidløg. Den anden var med zitauerløg og brændenælder, der havde ligget i kogende vand i 5 min. Og den sidste havde lige dele ramsløg og skvalderkål i.

En stor skål kartoffelmos og ærtepuré kom også på bordet sammen med en salat af tomat, agurk i fine tern og persille.

Køllen var dejlig mør og passede sig selv i ovnen, så der var ingen sved på panden da gæsterne kom. De tre slags pesto blev vel modtaget, og er jo samtidig en fantastisk måde at få ryddet op i haven.

Som den store afslutning, havde vi lavet en dessert af nøddebunde. Og ikke bare købte selvdøde nøddebunde. Næ nej, vi havde hele aftenen før, eksperimenteret med, at bage bundene og mens de stadig var varme (læs MEGET varme) og bløde, forme dem, så de kom til at ligne en sko! Her brugte vi en kinesisk suppeske til formålet. (Tak for lån mor).
Næste formiddag blev bundene pyntet med mørk og hvid chokolade og hælen, der bestod af to orangestænger fra Toms, blev klistret på.

Opstillet på tallerkenerne, blev de lige før servering, forsigtigt fyldt med en kugle vanilleis, en kugle hjemmerørt lakridsis og et par kugler ananas. Så blev der yderligere pyntet med et par jordbær og lidt blandet optøet bær fra sidste års høst i haven.

Udfordringen blev godkendt med tilhørende klapsalver (og en smule præstationsangst satte ind for næste udfordring).

h1

MAD udfordring #04

22. marts 2012

Musik oversat til mad.

Nr. 4 i rækken af udfordringer bød på tre meget forskellige sange:

1: Hanky Panky · Tommy James and The Shondells

2: Viva Las Vegas · Elvis Presley

3: Roll over Bethoven · The Beatles

Vi startede ud med en cocktail der hedder Hanky Panky… som vi alle bagefter blev enig om IKKE lige var vores smag. Opskriften blev fundet på Wikipedia. Den bestod af Vermouth, Gin og Fernet Branca der blev rystet grundigt sammen.

Så gik vi til maden, der i bedste Las Vegasstil var buffet-agtig. Og blandt de forskellige ting på buffeten, havde vi lavet selvgjorte forårs-ruller. Og så var der selvfølgelig Elvis på anlæget under middagen!

Vi fik godkendt vores fortolkning af udfordringen – omend den var lidt søgt!

h1

MAD udfordring #5 er klar!

14. marts 2012

Reglerne for udfordringen er: En uge før den fastsatte dato, modtages tre ledetråde der skal indgå i aftenens menu.
Denne gang har vi udfordret med disse tre temaer:

1: Ahorn

2: Eg

3: Oliven

Vi glæder os til at se, hvad der bliver fremtryllet i køkkenet – og vil selvfølgelig dokumentere det her på siden!

De tidligere MAD udfordringer kan ses her

h1

MAD udfordring #01… bedre sent end aldrig

2. februar 2012

SÅ er det vist på tide at få skrevet om den aller første gang. Det skete d. 4. november 2010 – da vi udfordrede med 3 stk. farver som ledetråde til aftenens menu:

1: Orange

2: Sort

3: Pink

Og aftenens menu kom til at bestå af knasende sprød-ristede stykker brød, med græskar og svampe. Hovedretten var jomfruhummer, masser af hjertemuslinger og hjemmelavet pasta sort som kul. Til kaffen var der bagt muffins der var pyntet med skrigende pink glasur. Så det var absolut en godkendt premiere-udfordring!

%d bloggers like this: